Navidad Flamenca d. 6. december - en stærk og følelsesfuld optakt til julen
Udgivet 1. november 2025
Navidad Flamenca 2025
Koncert den 6. december kl. 20.00 (dørene åbnes kl. 19.30).
Billetter: 195 kr. (medlemspris: 165 kr.)
OBS: Alle medlemmer, der har betalt kontingent i 2025 modtager en rabatkode på mail.
Mulighed for at købe drikkevarer i baren til venlige priser.
Navidad Flamenca fejrer julens begivenheder med stærke flamencodanse og -sange. Med afsæt i de spanske flamencojulekoncerter har Navidad Flamenca taget fragmenter fra vores kulturkreds til sig og skabt en skandinavisk variant, der er faldet i publikums smag og som nu kan runde de 25 års levetid og over afholdte 100 koncerter.
I år fejrer Navidad Flamenca julens komme med en hyldest til Paco de Lucía
Med hele tre enestående kunstnere fra Paco de Lucías hjemby, Algeciras, er der i år lagt op til en særlig ”Algeciras-edition” af den traditionsrige flamenco-julekoncert.
Den talentfulde danser Eva Sedeño vil præsentere det bedste inden for byens danse, og sammen med Felipe de Algeciras vil de både byde på elegante pardanse og individuelle power-danse.
Guitaristen Salvador Andrades, der er oplært af ingen mindre end Paco de Lucías far, don Antonio Sánchez, vil med sit dybe kendskab til Paco de Lucía sikre, at hans smukke musik vil være nærværende hele koncerten igennem.
Sammen med sanger-veteranen Olayo Jiménez og Jens Viggo Fjord på guitar er der derfor lagt op til en uforglemmelig aften med fremragende flamencokunstnere og fængslende sange.
På scenen
Eva Sedeño: Flamenco dans / palmas
Felipe de Algeciras: Flamenco dans / palmas
Olayo Jiménez: Sang / palmas / dans
Salvador Andrades: Guitar
Jens Viggo Fjord: Guitar
Køb billetter her: Koncerter & events