4. september: Koncert med Flamenco Teatret - med indlagt sherry-smagning

Udgivet 25. juli 2026

Aftenens program

Velkomst, sherry + en lille smagsoplevelse, koncert & Fin de fiesta fra kl. 19.30

(dørene åbnes kl. 19.00)

Varighed: ca. 2 timer

Billetter: 250 kr. (medlemspris 220 kr.)

OBS: Alle medlemmer af El Duende modtager snarest en rabatkode på mail.

 

KRIATURA Flamenco Festival Denmark 2026 og Verdenshøjskolen præsenterer – i samarbejde med Peña Flamenca El Duende og Jerez – Spaniens Gastronomiske Hovedstad 2026 – en enestående flamencoaften med tre af Spaniens mest markante flamencokunstnere, direkte fra flamencoens hjemland Andalusien

I de intime rammer hos Københavns flamenco-peña får publikum en sjælden mulighed for at opleve flamenco helt tæt på, sådan som den leves og opleves i de traditionsrige peñas i Jerez de la Frontera og Sevilla. Gennem musik, dans, fortællinger, sherry og en lille gastronomisk smagsoplevelse inviteres publikum med på en sanselig kulturrejse ind i den andalusiske kultur og den levende flamencotradition.

 

Hele arrangementet præsenteres af Kirstine Hastrup, flamencoambassadør for Jerez de la Frontera og leder af KRIATURA Flamenco Festival – Spaniens første internationale flamencofestival for børn og unge.

Som en del af samarbejdet med Jerez – Spaniens Gastronomiske Hovedstad 2026 bydes publikum velkommen med et glas autentisk sherry fra Jerez ledsaget af en lille gastronomisk smagsoplevelse præsenteret af Thorbjørn Carl Hjalagerfra Lakelands / Paellakokken. Senere på aftenen serveres endnu et glas sherry, inden koncerten afsluttes med en fælles fin de fiesta, hvor deltagerne fra Macarena de Jerez' workshop – og alle andre, der har lyst – inviteres op på scenen til en fælles afslutning med kunstnerne.

Som man siger i Andalusien: "Man kan smage på flamencoen – og lytte til vinen."


Medvirkende

 

José Suárez "El Torombo" – dans (Sevilla)

Macarena de Jerez – sang og dans (Jerez de la Frontera)

Juan Diego Mateos – flamencoguitar (Jerez de la Frontera)

Kirstine Hastrup – præsentation, fortællinger og formidlingFlamencoambassadør for Jerez de la Frontera og leder af KRIATURA Flamenco Festival.

Thorbjørn Carl Hjalager – sherry og gastronomiske smagsoplevelserLakelands / Paellakokken.

 


Om aftenens spanske kunstnere

 

José Suárez "El Torombo" regnes blandt vor tids mest markante flamencokunstnere. Gennem mere end tre årtier har han optrådt på festivaler og teatre over hele verden sammen med nogle af flamencoens største navne, heriblandt Farruquito, Tomatito, Belén Maya, Juana Amaya, Manuela Carrasco og Argentina.
Sideløbende har han skabt det prisbelønnede projekt Fuera de Serie, hvor flamenco bruges som redskab i arbejdet med unge, udsatte familier og indsatte. Han er derfor ikke blot en enestående kunstner, men også en internationalt anerkendt formidler af flamencoens sociale og menneskelige værdier.


Macarena de Jerez er en af de stærkeste kvindelige stemmer fra flamencoens hovedstad, Jerez de la Frontera. Hun debuterede allerede som barn på Teatro Villamarta, hvor selv Lola Flores fremhævede hende som et af flamencoens store talenter.


Som 18-årig blev hun en del af Manuel Moraos legendariske kompagni Gitanos de Jerez, hvilket blev begyndelsen på en international karriere med turnéer i Europa, USA og Australien. I dag kombinerer hun sin internationale koncertvirksomhed med undervisning og egne forestillinger, blandt andet den anmelderroste hyldest til Lola Flores, Loleando.


Juan Diego Mateos er blandt Spaniens mest respekterede flamencoguitarister og komponister. Han har gennem sin karriere akkompagneret kunstnere som José Mercé, Miguel Poveda, Jorge Pardo, Antonio Canales, Pepe de Lucía og Paco de Lucía.


Hans elegante og personlige guitarspil har gjort ham til en af de vigtigste repræsentanter for flamencoguitaren fra Jerez, og han er i dag en efterspurgt musiker på internationale scener.

 


Jerez de la Frontera betragtes af mange som flamencoens hjerte. Byens mange peñas – de traditionsrige flamencoklubber – spiller en afgørende rolle i at bevare og udvikle den levende kulturarv, som har gjort flamenco til en del af UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
Netop derfor er det en særlig glæde at præsentere koncerten i Peña Flamenca El Duende – Københavns egen flamenco-peña – hvor publikum kommer helt tæt på kunstnerne og den stemning, som kendetegner flamencoens hjemland.


Gennem KRIATURA Flamenco Festival samarbejder Kirstine Hastrup med La Federación Local de Peñas Flamencas de Jerez, som samler byens historiske peñas og arbejder for at bevare denne unikke kulturarv.