Seneste nyt‎ > ‎

"Triana pura y pura" Dokumentar og debat - lørdag den 3. oktober kl. 20.00

indsendt 28. sep. 2015 14.15 af El Duende   [ opdateret 28. sep. 2015 14.21 ]
Med udgangspunkt i dokumentaren "Triana pura y pura" og oplæg om sigøjnerne i Spanien ved Susanne Sara Nyegaard vil der være debat om sigøjnernes historie og bidrag til flamencoens udvikling og udtryk.


De knuste ruders dag

”Dagen med de knuste ruder”. – Sådan beskriver danserinden Matilde Coral dén dag, sigøjnerne blev fordrevet fra Sevilla, fra ”deres område”, bydelen Triana. ”En regulær nazistisk handling”, en slags spansk krystalnat. "Fra aften til morgen, fra hus til hus”, fortæller Matilde Corral om sigøjnernes deportation.


På trods af mere end 400 års tilstedeværelse i Sevilla blev de sigøjnere, der gennem tiderne havde bosat sig i kvarteret ved Guadalquivir-floden  i Triana, uddrevet fra deres hjemsted  i 1960’erne med loven i hånd.


Sådan begynder dokumentarfilmen ”Triana pura y pura” fra 2013, som handler om sigøjnernes fordrivelse fra bydelen Triana. Filmen har vundet en pris på Centro de Estudios Andaluces’ festival Imagenera. Optagelserne viser ud over en række interviews sigøjnernes sidste store fest i 1983 i Teatro Lope de Vega. Det er én stor opvisning i, ”hvordan der dengang blev sunget danset og spillet i Triana”, som instruktøren Ricardo Pachón beskriver det. 


Direktøren for Festival de Cine Europeo de Sevilla, José Luis Cienfuegos, mener, at dokumentarfilmen genopfrisker en væsentlig del af den seneste tids hukommelse ”om et Sevilla der er forsvundet, og om en fuldstændig magisk måde at synge og danse på, som nu blot er en historisk fodnote".