Seneste nyt‎ > ‎

Billetreservation ved El Duendes koncerter

indsendt 14. jan. 2017 05.30 af El Duende

Der har været tilbagevendende efterspørgsel på, at gæster på forhånd kunne reservere koncertbilletter. Hidtil har vi afvist det på baggrund af erfaringer med, at reserverede billetter desværre ikke er blevet afhentet/indløst, og at El Duende dermed har mistet indtægter, fordi vi har forventet gæster, der ikke dukkede op og betalte deres koncertentré.

Men nye tider, nye skikke: Bestyrelsen har barslet med et forslag, der skal imødekomme ønsket om at være sikker på en plads. På den måde kan vi også på forhånd vide, hvor mange publikummer vi kan lukke ind på døren, fordi der jo desværre er begrænset antal publikumspladser i vores lille, hyggelige foreningslokale.

Fremover kan gæster på mail bestyrelse@elduende.dk reservere det ønskede antal billetter og betale dem på forhånd, enten via netbank på reg.nr. 9570, konto 0004161009 eller via MobilePay på telefonnummer 25714016 med angivelse af navn og telefonnummer samt teksten "Entré" og dato for koncerten. På den måde er El Duende sikret sine entréindtægter, og koncertgæster er sikret et sæde ud af de i alt 40 mulige pladser, vi må fylde op i henhold til brandreglerne, når der også skal tages artister og Duende-personale med i det samlede antal tilladte personer i lokalet. Ud over 40 siddepladser er der tillige 10 ståpladser. Kommer man så sent, at der kun er ståpladser tilbage, er entré prisen dog den samme.

En væsentlig detalje er, at man som forudbetalende publikum ikke er sikret en bestemt plads, da vi ikke har nummererede pladser, så det vil stadig være en god strategi at møde frem i god tid, hvis man ønsker en god plads.
Deadline for betaling af reserverede pladser er en uge før koncertdatoen. Såfremt betalingen ikke er registreret på kontoen en uge før, slettes reservationen og kan gå til en anden gæst.
Comments