Foreningen

El Duendes historie
El Duende er Nordens ældste og største flamencoforening (peña), stiftet i januar 1985 af en lille flok flamencoentusiaster, aficionados, med det ønske at skabe et fælles forum og hjemsted for idéer, information og aktiviteter med relation til flamenco.

El Duendes formål
El Duende er en uafhængig sammenslutning med et almennyttigt formål, uden partipolitisk eller religiøst sigte. Formålet med El Duende er at opbygge et fællesskab med udgangspunkt i og ramme om flamencokulturen. Foreningen vil fremme interessen for og kendskabet til flamenco. Foreningen tilbyder kreative rammer for flamencoens udøvelse og ønsker at skabe et levende flamencomiljø i København ved at arrangere kurser, koncerter, foredrag og andre aktiviteter, såvel for foreningens medlemmer som ved åbne arrangementer.

Se El Duendes vedtægter her!

Peña-bladet og anden løbende information
El Duende udsender mindst fire gange om året et digitalt medlemsblad med artikler, interviews, debat, digte, anmeldelser, gode flamencoadresser, aktivitetskalender m.v. Alle medlemmer er velkomne til at bidrage med materiale til bladet i form af rejseberetninger, koncertanmeldelser, indkøbstips, digte o.lign. Herudover informeres medlemmerne løbende via korte mails om aktuelle arrangementer. Alle andre flamencointeresserede har mulighed for at følge med i hvad der sker, ved tilmelding til vores yahoo mailinglist. El Duende findes også som gruppe på Facebook.

El Duendes lokaler
Siden november 1992 har vi haft lokaler på Nørrebrogade 52 C (igennem første gård og ind i anden port til højre). Stedet ligger centralt midt i et levende musik- og cafémiljø. Vi har et større lokale i stuen som bliver brugt til koncerter, peña-aftener og som øvelokale, samt et mindre lokale i kælderen, der fungerer både som øvelokale og ”backstage”.

El Duendes aktiviteter
Vi afholder peña-aftener med cirka 2-4 ugers mellemrum. Aftenen plejer at starte med en koncert og slutte med jam, hvor alle kan byde ind med spil, klap og dans. El Duende arrangerer koncerter med såvel herboende, som udenlandske kunstnere. Som oftest er der tale om flamencokoncerter, men det kan også være med musik fra beslægtede stilarter. I foreningens bar kan der købes tapas og drikkevarer til fornuftige priser. Når der foregår andre flamencoarrangementer i København, afholder vi tit en peña-aften med jam, samme aften, så musikken og det sociale samvær kan fortsætte hos os.

Af og til arrangerer foreningen foredrag og videoaftener. Blandt vores medlemmer findes en del meget dygtige ”flamencologer”, som gerne deler deres viden med os andre.

El Duende fungerer også som aftenskole med sæsonhold i dans, guitar, palmas (klap), cajon (percussion) og sang for nybegyndere såvel som for øvede. Vore medlemmer kan øve i lokalerne mod en mindre leje. 

Læs retningslinjerne for El Duendes aftenskole

El Duende arrangerer også kortere workshops med sine egne aftenskoleundervisere og med udefrakommende undervisere – fra Danmark, Norden, Spanien. Vore lokaler lejes også af andre arrangører til afholdelse af forskellige flamencoworkshops. Vi samarbejder gerne med andre flamencoskoler i forbindelse med workshoparrangementer.

El Duendes traditioner
Hvert andet år afholder El Duende en velbesøgt flamencofestival, hvor alle udøvende flamencoer, både professionelle og amatører, har mulighed for at vise ”det sidste nye”. Her vises forskellige fortolkninger af flamenco, lige fra det traditionelle til det moderne, fusionsprægede udtryk. Som oftest afholder vi også en julefest og en sommerfest for medlemmerne.

Vi er ved at opbygge nye traditioner som f.eks plakatkonkurrence, loppemarked og andre aktiviteter til gavn for foreningens synliggørelse og økonomi. Desuden har El Duende indledt et samarbejde med Louisiana Museum of Modern Art, som hver sommer arrangerer flamencokoncerter. Herved får vi mulighed for at arrangere workshops med de inviterede kunstnere. Vi har også indledt et samarbejde med Københavns kommune ved at deltage dels i den årligt tilbagevendende ”Sommerdans i Fælledparken”.

Det frivillige arbejde i El Duende
Alt arbejde i foreningen foregår på frivillig basis. Det betyder at alle indtægter fra kontingenter, lokaleleje, peña-aftener, foredrag og kurser samt eventuelle tilskud fra fonde eller det offentlige går direkte til foreningens drift og arbejde med at udbrede kendskabet til flamenco. Det er hyggeligt at arbejde sammen, ekstra hænder kan altid bruges!

Kontakt til El Duende
Hvis du har spørgsmål til foreningen, kan du sende en email til os på adressen:

bestyrelse@elduende.dk

eller skrive til:

El Duende, Nørrebrogade 52 C, porten st. t.h., 2200 København N